Johannes Hinterberger
Et spørgsmål om passion
At være tysktræner og underviser i tysk som fremmedsprog og tysk som andetsprog (DaF/DaZ) er en af mine største passioner.
Jeg underviser kursister fra hele verden. Det, der især fascinerer mig, er de misforståelser, der kan opstå i kommunikationen. Så jeg vil skyde på, at netop det må være en af grundene til, at især den tyske grammatik og mulighederne for at udtrykke sig nuanceret fanger mig.
Mine kursister opdager hurtigt, at jeg ser på den tyske grammatiks strukturer på en måde, der ikke altid stemmer overens med de klassiske undervisningsmaterialer.
For mig begynder et spørgsmål, som man kan besvare med ja eller nej, for eksempel aldrig på plads 1, men altid på anden plads. Plads 1 mangler ganske enkelt; den findes kun i spørgsmål, som man ikke kan besvare med ja eller nej. Som en, der også mestrer et og andet programmeringssprog, ser jeg ofte strukturer "meta-metasprogligt". Til stor fortrydelse for visse kolleger. *sorry.
Men hvordan begyndte det hele?
For omkring 13,768 milliarder år siden, lidt mere eller mindre, videnskaben skændes meget gerne om det (jeg vil fanden gale mig blande mig i det!), skulle universet være opstået, eller være skabt af Gud. Siden da er der i hvert fald sket ret meget.
I hvert fald mødte mine forældre hinanden en dag. Først kom mine to søskende til verden. Nogen tid senere mig. Som baby vrælede jeg sikkert en hel del. Min barndom tilbragte jeg lykkeligt i en såkaldt købstadskommune, som – mens jeg voksede op der – blev ophøjet til by. Der gik jeg i grundskole (den såkaldte folkeskole og en musikprofileret overbygningsskole) og derefter på handelsskole. Det stod straks klart, at jeg absolut ville være sekretær, for alternativet, elektriker, som jeg havde prøvet som feriejob under handelsskolen, tændte mig bare ikke. Men som skæbnen ville det, gik alt anderledes.
Da jeg tiltrådte mit første job, var jeg ovenud lykkelig. Man blev fuldstændig overbetalt for helt enkle opgaver. Dengang arbejdede jeg som "Assistance of the Assistance of the Area Manager West" for "De Gule Sider" i Salzburg. Det blev endnu bedre, da "Assistance of the Area Manager West" sagde op, og jeg fik hendes stilling. Et par år senere blev arbejdet for kedeligt for mig. Jeg kunne godt forstå, hvorfor "Assistance of the Area Manager West" var gået.
Ønsket om forandring
Jeg længtes efter forandring. Efter vilde år med skiftende jobs og en virkelig ekstrem fase (ja, jeg ved ofte, hvad I taler om) arbejdede jeg for et postordrefirma. Først i callcentret og derefter i marketing. Jeg havde vundet en konkurrence i firmaet, hvor det handlede om en kreativ idé, og havde derfor fået tilbuddet om at skifte afdeling.
Den chance greb jeg gerne. Der opdagede jeg min passion for tekniske strukturer og for såkaldt listbroking, som i folkemunde også kaldes adressesalg, selvom det ikke er helt rigtigt. I firmaet lærte jeg SAS (Statistic Analyzing System) og dermed også SQL, og i min fritid ville jeg vide alt om HTML. Et par år senere blev jeg selvstændig med et multimediebureau. Der handlede det om den rigtige kommunikation: markedskommunikation.
Ved siden af multimediebureauet, der organiserede stort set alt fra hjemmesider over klassisk reklame til events, havde jeg dengang også åbnet et lille mødested, som udfyldte et hul, som min daværende bopæl i Kärnten virkelig havde brug for (copyshop + internetterminaler).
Et af mine daværende internetprojekter (se billedet, efter kort tid havde det ca. 1350 medlemmer) havde kort før sammenbruddet endda næsten 80.000 brugere, og det på et tidspunkt, hvor næsten ingen havde deres egen internetforbindelse, eller hvor noget som Facebook overhovedet fandtes. Derfor havde jeg dengang også besluttet at åbne endnu et mødested i en anden by.
Når en menneskehandler kommer i vejen...
Desværre havde jeg dengang valgt en by, hvis udlejer viste sig at være menneskehandler og (siden dømt) morder. I den tid mistede jeg alt, hvad man kan miste af (verdslige) ejendele. Bureauet, mødestederne, forretningerne.
Det værste var, at jeg blev forfulgt på kryds og tværs af Østrig af menneskehandleren, fordi jeg kendte til omstændighederne. Så jeg var på flugt, og i dag kan jeg godt forstå, hvordan mange tysklærende har det, som bliver og er blevet forfulgt af aggressorer i deres hjemlande.
I to år kunne jeg knap nok røre en finger eller færdes offentligt. Frygten for forfølgelsen var for stor.
Politiet foretog sig først ingenting, men i slutningen af de to år (2010) kontaktede en kriminalbetjent mig for at afhøre mig. Jeg kunne ikke stole på ham. Kun under ekstreme sikkerhedsforanstaltninger var jeg villig til at mødes med ham.
Heldigvis fik jeg efter samtalen med betjenten mulighed for at bekæmpe mine angsttilstande. Skridt for skridt begyndte jeg at orientere mig igen, eller rettere på ny. Bore-out-syndrom lød diagnosen dengang. En tilstand, der selv i dag stadig er meget farlig for mig: angsten for at dø af kedsomhed. Enhver rutine kunne være dødelig for mig.
En følelse af meningsløshed?
Min kamp mod meningsløsheden var nu tilsyneladende begyndt. I begyndelsen beskæftigede jeg mig meget med meningen og meningsløsheden ved at være til, men også ved at være væk.
Jeg registrerede mig højst officielt som freelancekunstner, der betragter meningen og meningsløsheden ved at være til. Jeg meldte mig ind på aftengymnasiet for at få andre tanker.
Desværre stødte jeg der på strukturer, der lod, som om moderne medier som internettet ikke fandtes. Spørgsmål, især opklarende spørgsmål til opgaver og retningslinjer, var uønskede. Set med nutidens øjne lærte jeg der, hvordan jeg på ingen måde vil være som underviser.
Aftengymnasiet var tilrettelagt over 8 semestre. I de første to semestre havde jeg gennemført halvdelen af alle moduler. Da man bad mig om at tage det lidt roligere, blev det for kedeligt for mig, så jeg tog på 3 uger de supplerende eksaminer, der var nødvendige for et Multi-Media-Art-studium, som jeg absolut havde sat mig i hovedet. Det holdt jeg heller ikke ud:
Det handlede ikke om art, og heller ikke om multimedier. Det handlede om reklame (bureauet havde jeg dog allerede lagt bag mig, jeg havde ikke længere lyst til at lyve produkter i hovedet på folk) og om arbejdsbier med akademisk titel, som skal udføre ordrer som håndlangere for film-, reklame- og marketingindustrien, og hvis kreativitet afhænger af en chefs humør, men ikke af opdragsgiverne. I princippet er det sikkert et spændende felt, men for mig var det ikke noget (længere). Så jeg længtes igen efter luftforandring.
Et nyt tapet
Da jeg havde sagt farvel til University Of Applied Sciences, stødte jeg på en annonce fra Bildungsförderungsinstitut (BFI) i Salzburg, hvor der blev reklameret for en diplomuddannelse.
Først lagde jeg slet ikke mærke til, at det handlede om en diplomuddannelse, det var bare underviserens navn, der sprang mig i øjnene. Hun havde været tyskunderviser, da jeg tog de supplerende eksaminer. Jeg satte mig nærmere ind i tilbuddet og fandt ud af, at det handlede om tysk som fremmedsprog og tysk som andetsprog.
Da jeg læste programmet for diplomuddannelsen grundigere igennem, opdagede jeg flere og flere emner, der fascinerede mig. Efter at jeg havde tilmeldt mig, kunne jeg kombinere og bringe alt det, jeg hidtil havde lært og oplevet, i spil.
Spoiler: Med "und Team" menes efterhånden også mig. ☺️
Tyskkurser i fjernsynet, på YouTube, på Facebook og andre steder...
Efter at have afsluttet diplomuddannelsen opstod der interessante, nye muligheder.
Gerhard og jeg udviklede et B1-kursus for kursister (sæsoner: B1.1 og B1.2), som blev sendt i fjernsynet, og desuden oprettede jeg en YouTube- og en Facebook-kanal. Hver uge er der flere muligheder for gratis at deltage i offentlige undervisningstimer, som finansieres af egen lomme.
Nogle brugere er kanalmedlemmer på YouTube og hjælper dermed med til, at jeg kan betale udgifterne til internettet. Hver uge bliver hundredvis af tekster rettet, og mennesker fra hele verden får støtte til at lære. Efterhånden er der også mulighed for at tage privattimer (mod betaling).
Hvad enten det gælder mediedesign eller undervisning, er der i mellemtiden også interesse for at se mit syn i en videnskabelig sammenhæng:
Desuden blev jeg for et multimedialt kunstprojekt tildelt prisen "Målløs gennem migration" af byen Salzburg og det pædagogiske universitet (PH Stefan Zweig):
Åbn den oprindelige artikel af Lisa Gold
Her kan du se filmen, der blev prisbelønnet:
At beskæftige mig med emnet målløshed havde vist mig, hvor meget alt dette også havde ramt mig selv. Det var for mig personligt et utroligt vigtigt projekt, som derved havde fået stor anerkendelse.
Taknemmelighed
Alt dette – og meget mere – fylder mig med taknemmelighed, glæde og lykke. Noget af det vil jeg gerne give tilbage. Fra tid til anden vil jeg udvide denne "om mig" yderligere. Derfor er jeg også meget spændt på, hvad der venter kursisterne og mig på denne platform i fremtiden.
Indtil videre ønsker jeg dig god fornøjelse med at lære, øve og være med!
Kærlige hilsner og alt det bedste,
Johannes - "JoPhi" - Hinterberger
Diplomeret træner & underviser i tysk som fremmed- og andetsprog (DaF/DaZ)
Fagområder:
- E-teaching,
- E-learning,
- Onlineundervisning (enkeltvis, gruppe, masse)
PS: Privatliv
Ja, det har jeg. Den, der deltager i min undervisning, får også lidt at vide om det. At poste bare alt sammen på én side synes jeg ikke er særlig fedt, for jeg elsker den personlige kontakt.